Profiltekst

Jeg var rejst til Brasilien. Fra Brasilien rejste jeg gennem Amazon junglen, via Amazon floden, hvot jeg bl.a oplevede en Caiman (en krokodilleart der kun lever i Amazonas), lyserøde delfiner (som også kun lever i Amazonas). Og de ER lyserøde, og jeg var altså ædru (tjek dem ud på Google.). Jeg sejlede til Colombia. Tjekket måde at ankomme til Colombia. Jeg gik gennem junglen, det sidste stykke vej fra kajen hvor jeg gik i land, som stadig lå i Brasilien, til byen Leticia. Jeg var i Leticia en uge før jeg meldte min ankomst til Colombia. på en lokal politistation. Det var helt i orden, og jeg fik et stempel i mit pas. Jeg fløj fra Leticia til Bogota, hovedstaden i Colombia. Jeg blev i Colombia i 1½ år og rejste rundt, fra Leticia i Amazonas til San Andres i Caribien. Til sidst slog jeg mig ned i Bogota. Byen er meget stor med 10 millioner infbyggere, og henved 3 millioner flygtninge fra Venezuela. Mange af flygtningene bor på gaden i Bogota. Og de bor bogstaveligt på gaden, sover på fortorvet i regn og blæst. De har intet. Ingen penge, og får ingen hjælp af regeringen i Colombia. De overlever ved at tigge forbipasserende og de små cafeer, som der er mange af. Et måltid mad kan fås for under 10 kroner. Men hvis du bor på gaden og intet har, er 10 kroner mange penge.Det gør folk desperate, og Bogota er en meget farlig by med 25.000 røverier om året. Jeg blev advaret mod at gå ud om natten. men nu er jeg en meget udafvendt fyr, der gerne vil opleve noget. Jeg overhørte advarslerne, og gik ud en nat. Jeg blev da også antastet af en flok røvere, der ville have penge. Jeg vil ikke finde mig i sådan noget, og angreb røveren. Det resulterede i, at de andre røvere bankede mig med køller, og skød mig med en tazer pistol (strømpistol) i venstre arm
Jeg fik mange bank.
Jeg vågnede op i ambulancen, hvor en redder stod bøjet ind over mig, og smilede. Jeg smilede tilbage, og gled ind i bevistløshed igen.
Jeg vågnede igen op ved at læger løb med mig på en rullebårer gennem nogle gange. Jeg gled igen tilbage i bevistløs tilstand.
Jeg vågnede igen op, og lå i en hospitalsseng på en 6 mands stue, hvor der lå 5 Colombianere. Og jeg kan ikke et ord spansk, og de kunne ikke tale engelsk.
Colombianere er generelt meget korrupte, og på hospitalet kunne jeg ikke få smertestillende uden penge. Røverne havde ikke taget mine ting, men slap væk og er aldrig blevet taget. Så jeg havde penge. Jeg afleverede 1 million Pesos (godt 1.000 kroner.) til lægen, og så fik jeg en indsprøjtning med smertestillende. Det fik jeg hver gang jeg bad om det.
Overfaldet resulterede i at
JEG IKKE KAN BRUGE MIN VENSTRE ARM, KUN LØFTE OG BØJE DEN. FINGRENDE LYSTRER IKKE MINE TANKER.
Heldigvis havde jeg en rejseforsikring. Jeg blev fløjet hjem på båre, over Atlanten til Tyskland, og videre til Danmark.